Antibiotika

Antibiotika er lægemidler, der bruges til at behandle bakterielle infektioner i mennesker og dyr. Antibiotika tåles af de fleste og den største risiko ved at bruge antibiotika er derfor deres evne til at udvikle resistente bakterier, der kan spredes og skabe sygdom. På verdensplan har et stort forbrug af antibiotika ført til, at stadigt flere bakterier bliver resistente mod en eller flere slags antibiotika. I dag findes der derfor infektioner, som er meget svære at behandle.

De fleste antibiotika er udviklet på baggrund af naturligt forekommende stoffer, fx er penicillin oprindeligt udvundet af en svamp, der producerer penicillin for at beskytte sig selv mod bakterie-angreb. Fra 1960’erne og op til slut 1980´erne blev der udviklet en del nye antibiotika. Men siden 1990´erne er der udviklet færre antibiotika, dels fordi det er svært at opdage nye stofgrupper med en sikker bakteriedræbende effekt, dels fordi udvikling af antibiotika er dyrt og langsommeligt og meget ressourcekrævende. Samtidig har verden i stigende grad fået problemer med bakterier, som er resistente over for antibiotika, heriblandt nogle der er multiresistente.

De fleste resistente bakterier er ikke i sig selv mere farlige end andre bakterier, men infektioner forårsaget af resistente bakterier kræver behandling med specielle antibiotika og nogle gange en længerevarende behandling med ofte dyrere antibiotika. Infektioner med resistente bakterier kan også være mere komplicerede, da de ofte rammer mennesker, der i forvejen er svækkede og måske har været i gentagne behandlinger. Især på hospitalerne frygter man for introduktion af resistente bakterier, da afstanden mellem patienterne er kort og mange hospitalspatienter er mere modtagelige for infektioner. Derfor findes der på de danske hospitaler screeningsprogrammer, hvor patienter ved ankomst til hospitalet undersøges for, om de kan være bærere af resistente bakterier. Dette tiltag er både for at beskytte dem selv og samtidig reducere risikoen for at bakterierne introduceres i hospitalsmiljøet.

På verdensplan er der i dag et stort overforbrug af antibiotika. En konsekvens af det er, at der udvikles bakterier, som er resistente (modstandsdygtige) over for antibiotika. Derfor kan vi ende i en situation, hvor helt almindeligt forekommende infektioner, fx lungebetændelse, ikke kan behandles, og patienter dør af deres infektioner. Det er derfor alles ansvar at bruge antibiotika korrekt, så vi stadig kan blive ved med at drage nytte af de store fordele ved behandling med disse stoffer.