Antibiotikaforbrug i Danmark

På verdensplan hører Danmark stadig til blandt de lande, hvor antibiotikaforbruget pr. indbygger er lavt. Alligevel er det totale forbrug steget siden 1996, hvor man begyndte at registrere forbruget. 

Stigningen var mest udtalt i de første 10 år og toppede i 2011. Siden har man især blandt praktiserende læger set et faldende forbrug, der dog fortsat ligger højere end i 90´erne hvor registreringen af antibiotika påbegyndtes.

På hospitalerne stiger forbruget fortsat, men dette skal dog ses i lyset af, at det samlede antal indlagte patienter er stigende, at der i dag er flere kronisk syge og ældre og at mange hospitaler især behandler de mere alvorlige infektioner, mens de mindre syge patienter behandles ambulant og delvist i eget hjem.

Næsten 90 % af de antibiotika, der bruges til mennesker, udskrives af praktiserende læger, speciallæger og tandlæger, mens omkring 10 % gives på hospitalerne.

De største ændringer i forbruget over tid er sket i gruppen af penicilliner, hvor især forbruget af V-penicillin er faldende, mens forbruget af især de mere bredspektrede kombinationspenicilliner har været stærkt stigende. 2017 er det første år siden 2009, hvor der ikke er observeret en stigning i brugen af kombinationspenicillinerne. Desuden sker der i primærsektoren til dels en uhensigtsmæssig brug af antibiotika, hvor der udskrives antibiotisk behandling til infektioner, hvor det ikke virker. Begge dele kan skabe øget resistens.

På hospitalerne er den største udfordring forbruget af bredspektrede antibiotika til behandling af patienter, hvor behandlingen ikke tilpasses til mere smalspektrede stoffer, når årsagen til infektionen er fundet.

Man kan læse mere om antibiotikaforbruget i DANMAP-rapporten, der udkommer én gang årligt og giver et overblik over forbrug og resistensudvikling blandt både mennesker og dyr.

Anvendelse af antibiotika til dyr

Næsten alle de antibiotika, der bruges til behandling af mennesker, anvendes også til dyr. Forbruget af antibiotika i dyr medvirker også til udvikling af resistens i bakterier.

Der er flere bakterier, der kan overføres fra dyr til mennesker - de mest kendte er Salmonella og Campylobacter. Nyere undersøgelser har vist, at andre bakterier også kan overføres fra dyr til mennesker enten via direkte kontakt til dyrene (fx husdyr-MRSA) eller via fødevarer (fx E. coli).

Det har derfor betydning, hvilke antibiotika der anvendes til behandling af dyr, idet resistente bakterier, der er overført fra dyrene eller fødevarer, kan give infektioner hos mennesker. Infektionerne kan være svære at behandle, hvis bakterierne er meget resistente.