Resistens i bakterier og svampe

Resistens overfor antimikrobielle lægemidler er et stadigt stigende problem på verdensplan. Både bakterier og svampe udvikler kontinuerligt nye resistensmekanismer, mens et højt forbrug af både antibiotika og svampemidler fremmer denne process. De seneste år er der set en stigning i antallet af infektioner med multiresistente mikroorganismer på danske hospitaler. Disse infektioner er svære at behandle, da organismerne er i stand til at modstå behandling med de i Danmark mest brugte lægemidler.

På Statens Serum Institut overvåges og forskes der i forskellige resistensmekanismer.

Referencelaboratoriet for antibiotikaresistens

Referencelaboratoriet for antibiotikaresistens er det nationale referencelaboratorium for typning, resistensbestemmelse og rådgivning om resistente bakterier og modtager således vancomycin- og linezolid- resistente enterokokker (VRE og LRE), extended spectrum betalaktamase og carbapenemase producerende organismer (ESBL og CPO) samt methicillin resistente Staphylococcus aureus (MRSA) og S. aureus bakteriæmi (SAB) isolater fra de klinisk mikrobiologiske afdelinger (KMA'er) til national overvågning, smitteopsporing og forskning.

Overvågningen indbefatter artsidentifikation, typning og karakterisering af bakterie isolaterne. Laboratoriet tager aktiv del i smitteopsporing med typning, epidemiologisk udredning og rådgivning.

Resultaterne af overvågningen indgår i rådgivning af de nationale sundhedsmyndigheder og i den europæiske overvågning af MRSA, VRE, ESBL og CPO under European Centre for Disease Prevention and Control (ECDC). I 2018 har laboratoriet desuden overvåget MRSA i forskellige husdyr for Fødevarestyrelsen samt ESBL-producerende K. pneumoniae fra blodinfektioner.

Laboratoriet modtager ca. 7.500 isolater om året til overvågning, hvor alle VRE, LRE, ESBL-producerende E. coli og CPO samt ca. 1.500 MRSA isolater helgenomsekventeres.

Laboratoriet har en stor samling af mere end 100.000 karakteriserede isolater. Denne samling er internationalt unik og indgår i laboratoriets forskning.

Overvågningen af det humane forbrug af antibiotika og forekomsten af antibiotikaresistens varetages af referencelaboratoriet. Overvågningen af antibiotikaforbruget i primærsektoren (praktiserende læger, speciallæger og tandlæger) opgøres på baggrund af registerdata fra bl.a. medicinregistret og apotekernes salg, mens hospitalsforbruget sammenlignes med data for antal patientindlæggelser og deres varighed fra Landpatientregistret. Overvågningen af antibiotikaresistens i mennesker sker med udgangspunkt i data indrapporteret til SSI fra landets klinisk mikrobiologiske afdelinger, samt på baggrund af analyser foretaget på SSI i bl.a. Referencelaboratoriet for Antibiotikaresistens.

Alle data fra Referencelaboratoriet for Antibiotikaresistens formidles i den årlige DANMAP rapport, samt i årsrapporter, samt løbende i form af prøvesvar ligesom data er tilgængelige via tal, grafer og kort.

 

Multiresistente bakterier

Der er i de seneste år set en stigning i antallet af patienter, der får infektioner med multiresistente bakterier som VRE (vancomycin-resistente enterokokker) og CPO (carbapenemase-producerende organismer) på de danske hospitaler.

Vancomycin-resistente enterokokker (VRE)

VRE (vancomycin-resistente enterokokker) er enterokok-bakterier, som er resistente over for antibiotika af typen vancomycin. Indtil 2009, var der under 50 infektioner om året med VRE. Derefter er antallet steget betydeligt og ligger nu omkring 300-350 tilfælde om året. Læs mere i "VRE".

Carbapenemase-producerende organismer (CPO)

Forekomsten af infektioner med carbapenemase-producerende organismer (CPO) er steget over de senere år i Danmark. De er ofte så resistente, at der kun er få eller ingen antibiotika, der kan behandle infektioner med disse bakterier.
Læs mere i "CPO".

 

Svampelaboratoriet - Mykologisk laboratorium

Svampelaboratoriet på SSI fungerer som primærlaboratorium for diagnostik af svampeinfektioner. Derudover er laboratoriet referencelaboratorium for landets klinisk mikrobiologiske afdelinger (KMA'er). Der foretages rutinemæssig resistensbestemmelse af gær- og skimmelsvampe samt påvisning af echinocandin resistensmutationer i Candida og Aspergillus.
Yderligere forskes der også i azol resistensmutationer i Aspergillus. 

Rendyrkning af bakteriekulturer på blodagar til artsidentifikation

Rendyrkning af bakteriekulturer på blodagar til artsidentifikation