Hvad er antibiotikaresistens?

Når antibiotika mister deres evne til at dræbe eller hæmme væksten af bakterierne, kaldes bakterierne resistente. Resistente bakterier er i stand til at vokse, dele sig og sprede sig selvom de angribes af antibiotika.

Mange bakterier er naturligt resistente overfor enkelte antibiotika-typer. Dette skyldes bl.a. at de fleste antibiotika er udviklet på baggrund af naturligt forekommende stoffer, som disse bakterier har mødt i deres naturlige miljø. Udvikling af resistens mod mange antibiotika i en enkelte bakterie ses dog kun som følge af at bakterien har været udsat for antibiotika. Bakterier er kun meget sjældent resistente overfor alle typer antibiotika. I langt de fleste tilfælde er det således stadig muligt at finde et antibiotikum, der kan behandle infektionen.

Hvis bakterier bliver resistente som følge af antibiotika (eller antibiotikalignende stoffer) taler man om erhvervet resistens. Erhvervet resistens er ofte reversibel, dvs. at bakterien skiller sig af med resistensmekanismen igen, når den ikke længere udsættes for antibiotika. Men jo længere bakterien udsættes for antibiotika og jo flere forskellig eller bredspektrede antibiotikatyper, der bruges, jo større er risikoen for at bakterien – og dens efterfølgere – bliver permanent resistente. Hos disse bakterier er der oftest tale om resistens overfor flere antibiotikatyper.

Resistente bakterier kan spredes fra person til person og forårsage infektioner. Resistente bakterier kan også videregive deres (resistens)gener til andre bakteriearter, herunder de nyttige bakterier, som vi alle har i og på kroppen, og som under ét kaldes menneskets normalflora eller mikrobiom.

Hvad er de vigtigste årsager til antibiotikaresistens?

Antibiotikaresistens kan forekomme ved mutationer (dvs. ændringer) i bakteriernes gener. Antibiotikaforbrug, både til dyr og mennesker, øger mutationshyppigheden i bakteriernes gener og fremmer derved udvikling af resistens (erhvervet resistens).

Overdreven og uhensigtsmæssig brug af antibiotika accelererer fremkomsten af antibiotikaresistente bakterier. Når bakterier udsættes for antibiotika vil de bakterier, der er følsomme over for den pågældende type antibiotika, blive dræbt, mens resistente bakterier kan fortsætte med at formere sig.

En af ulemperne ved brugen af bredspektrede antibiotika er, at risikoen for resistensudvikling stiger. Det er derfor vigtigt, at disse typer af antibiotika kun anvendes til alvorlige infektioner.

Uhensigtsmæssig brug af antibiotika sker:

  • Når antibiotika anvendes mod infektioner, som de ikke virker på. Antibiotika virker kun mod bakterier og ikke mod virussygdomme som fx forkølelse og influenza.
  • Når antibiotika ikke udskrives i rette mængde, styrke eller varighed. For lav dosis, for kort varighed og forkert behandlingsinterval fastholder infektionen og fremmer udviklingen af resistens.
  • Når antibiotika tages forkert, fx hvis patienten ikke tager medicinen sådan som lægen har ordineret den (fx færre gange dagligt eller i for få dage). Patienten vil ikke have nok antibiotika i kroppen til at bekæmpe infektionen, så bakterierne vil overleve og kan udvikle resistens.
  • Når antibiotikabehandlingen ikke justeres i takt med, at der opnås viden om hvilken bakterie, der er skyld i sygdommen. Ved alvorlige infektioner anvendes der indledningsvist bredspektrede antibiotika for at give effektiv behandling mod flest mulige bakteriearter. Når bakteriearten kendes skal behandlingen justeres til en mere målrettet type antibiotika.

Der er stor forskel på omfanget af uhensigtsmæssig brug af antibiotika i forskellige dele af verden. I Danmark er antibiotika receptpligtig, og der har været tradition for at bruge penicilliner. Både det samlede forbrug og forbruget af bredspektret antibiotika er dog også i Danmark steget betydeligt i årene 1997 til 2011. Siden 2012 har der været øget fokus på at nedbringe den samlede mængde og de seneste år på at bruge især penicillin, frem for de mere bredspektrede antibiotika. I denne sammenhæng har man også øget fokus på at udføre korrekt mikrobiologisk diagnostik, således at lægen kan målrette sin behandling efter den påviste bakterie og dens såkaldte resistensmønster.

I mange lande i verden er adgangen til antibiotika blevet bedre med årene, også for den almindelige og fattige del af befolkningen. Men her kan man også købe antibiotika uden recept, og dette medfører et meget stort forbrug af antibiotika. I disse lande er det almindeligt med bakterier, der er resistente over for både én og flere typer antibiotika (multiresistens). Efter udlandsrejser er der således risiko for, at man bringer resistente bakterier med tilbage til Danmark, hvor de måske kan sprede sig.

Antibiotikaresistens - eksempler fra hverdagen

Nedenstående eksempler viser, hvad der kan ske, når en person får en infektion med antibiotikaresistente bakterier. Historierne er opdigtede, men baseret på virkelige hændelser.

Smittet med multiresistente bakterier i udlandet

Pernille på 26 år har været på ferie i Tyrkiet. Der blev hun syg med hoste, forkølelse og ondt i halsen. Hun havde også lidt feber og gik derfor til en tyrkisk læge, som udskrev en antibiotikakur til hende. Efter tre dage fik Pernille det bedre.

Tre uger efter at hjemkomsten blev Pernille syg igen - denne gang fik hun høj feber og havde smerter, når hun tissede. Hun blev indlagt på hospitalet, hvor man konstaterede en nyrebækkenbetændelse, forårsaget af multiresistente bakterier.

Pernille var indlagt i otte dage, da hun kun kunne behandles med en særlig type antibiotika, som skal gives via en blodåre (drop).

Kommentarer til eksemplet
Historien er et ganske almindeligt eksempel, som viser flere problemstillinger. Det er meget sandsynligt at Pernille havde en virusinfektion, der gik over af sig selv. Antibiotikakuren hjalp derfor ikke. Men antibiotikakuren slog den raske bakterieflora i tarmen ihjel, hvorved fremmede og resistente bakterier, hun spiste via maden, kunne vokse frem i tarmen. Disse bakterier spredte sig så senere fra tarmen til urinvejene og gav nyrebækkenbetændelse.

Behandlingsmulighederne var begrænsede, fordi bakterierne viste sig at være multiresistente, og Pernille var nødt til at blive på hospitalet, da det virksomme antibiotikum kun kunne gives direkte via drop.

I isolation på hospitalet pga. resistente bakterier

Ole på 39 år havde været til fodbold og var blevet tacklet, så han faldt og fik et sår på skinnebenet. Efter 14 dage var såret stadig ikke rigtig helet, og det begyndte i stedet at klø og være irriteret. I løbet af nogle dage blev det tiltagende rødt og hævet, og der kom pus ud af såret. Ole søgte derfor læge og fik en recept på en antibiotikakur.

Efter yderligere tre dage var Oles ben svulmet op fra anklen til knæet, og hans læge indlagde ham straks på hospitalet. På hospitalet blev der taget blodprøver og prøver fra såret, og Ole blev sat i behandling med antibiotika i et drop.

Efter 2 dage viste prøven fra såret, at såret var inficeret med MRSA, som er en antibiotikaresistent bakterie af stafylokoktypen. Hans behandling blev omgående ændret til en type antibiotika, der virker mod MRSA. Ole blev desuden lagt i isolation på hospitalet for ikke at smitte andre patienter. Efter en dag fik endnu en patient i afdelingen konstateret MRSA. Det viste sig at være den samme MRSA, som Ole havde.

Ole blev behandlet på hospitalet i to uger, før han var rask. Både Ole og den anden patient med MRSA var isoleret på enestue, og der kom ikke flere nye tilfælde.

Kommentarer til eksemplet
Stafylokokker er en fællesbetegnelse for en gruppe bakterier, som normalt findes i næseborene og på huden hos alle mennesker. En af disse hedder Staphylococcus aureus. Normalt er disse bakterier harmløse, men hvis hudens barriere bliver brudt – fx ved sår – kan de trænge ind i kroppen og sprede sig lokalt under huden eller med blodet til andre dele af kroppen.

De almindelige stafylokokker kan behandles med et penicillin, der er målrettet mod stafylokokker, men stadigt flere stafylokokker har udviklet resistens mod disse penicilliner. Disse bakterier betegnes som methicillin resistent Staphylococcus aureus (MRSA). MRSA bakterier var tidligere udelukkende et problem på hospitaler, men siden år 2000 er der også fundet MRSA bakterier hos ellers raske personer. Disse personer bærer bakterierne uden at være syge. Da vi rører vores næse meget tit, kan vi få MRSA bakterier på vores hænder, og derved kan vi føre bakterierne til et sår, som i Oles tilfælde. Desuden kan vi smitte andre via vores hænder og derved sprede MRSA til andre.

Ole var en rask person, som bar MRSA i næseborene og på huden. Da han pillede i såret på sit ben, trængte MRSA ind i hans krop og forårsagede en alvorlig lokal infektion. Hvis MRSA spredes på et hospital, hvor der i forvejen er indlagt mange svækkede patienter, kan det give anledning til yderligere komplicerede indlæggelsesforløb og forlænget indlæggelse. Derfor blev Ole lagt i isolation, så snart man havde bekræftet hans infektion med MRSA. Ligesom med flere andre resistente bakterier kan alvorlige MRSA infektioner kun behandles med antibiotika via drop.

Fordi man ved, at der findes raske smittebærere af MRSA, undersøgte man både Ole og hans familie for om de bar på MRSA i næsen. Dette gjorde man for at sikre sig, at hverken Ole eller hans familiemedlemmer kunne smitte videre til andre personer i deres omgangskreds. Efter at Oles sår var helt lægt, valgte man at behandle både Ole og hans familie med en såkaldt MRSA-kur. 

Anders Rhod Larsen

Kontakt

Anders Rhod Larsen, Sektionsleder, Bakterier, parasitter og svampe / Reference laboratoriet for Antibiotikaresistens
T. 32688674 @. arl@ssi.dk Se profil