DANMAP
DANMAP 2023 rapporten er netop udgivet
Se den på DANMAP's hjemmeside sammen med den opsummerende rapport Summary DANMAP 2023.
DANMAP blev etableret som et samarbejde mellem Statens Veterinære Serumlaboratorium, Levnedsmiddelstyrelsen (nu Fødevarestyrelsen), Statens Serum Institut og Lægemiddelstyrelsen i 1995. I dag er Statens Serum Institut og DTU Fødevareinstituttet partnere i programmet.
Formålet med samarbejdet er at:
- overvåge forbruget af antibiotika hos mennesker og dyr.
- overvåge forekomsten af antibiotikaresistens i bakterier fra produktionsdyr, fødevarer og mennesker.
- undersøge årsagssammenhænge mellem antibiotikaforbrug og forekomsten af resistens i bakterier fra fødevarer, dyr og mennesker.
- bidrage med viden til myndigheder og politikeres risikovurderinger og beslutningsprocesser.
Om DANMAP
DANMAP anses på verdensplan som værende et unikt samarbejde på tværs af humane og veterinære institutioner, og kun få andre lande kan demonstrere en lige så detaljeret overvågning af antibiotikaforbrug og resistensforekomst.
DANMAP-overvågningen er baseret på data fra en række nationale registre og databaser. Data om resistens i humane bakterier stammer fra patientprøver, som bliver indberettet fra de klinisk mikrobiologiske afdelinger til Den danske mikrobiologidatabase (MiBa). Data om forbruget af antibiotika stammer fra Lægemiddelstatistikregisteret. Foruden disse primære datakilder, beriges data med andre datakilder herunder Landspatientregisteret, Plejehjemsregisteret m.fl.
På den veterinære side er overvågningen af resistens i bakterier fra produktionsdyr og fødevarer baseret på prøver fra landmænd, dyrlægepraksis, slagterier og detailhandel, mens data over forbruget af antibiotika til dyr stammer fra databasen VetStat.
DANMAP-formidling
Hvert år udgives en ny DANMAP-overvågningen med resultater fra overvågningen i det forgangne år samt analyser af udviklingen over tid. DANMAP-rapporten indeholder også en række fokusbokse om emner af særlig interesse det pågældende år. Sammen med DANMAP-rapporten udgives også en opsummerende rapport (Summary DANMAP), der henvender sig til en bredere målgruppe, som ønsker en kort og præcis beskrivelse af resultaterne, fx journalister, politikere, myndigheder m.fl.
DANMAP-rapporterne kan hentes i pdf-format på DANMAP’s hjemmeside: DANMAP-rapporter
De vigtigste resultater fra DANMAP-overvågningen præsenteres også ved det årlige DANMAP-seminar, der hvert år afholdes i anledning af den internationale antibiotikauge i november (uge 47). Til seminaret inviteres også eksterne oplægsholdere til at fortælle om andre relevante emner for antibiotikaforbrug og -resistens.
I 2024 afholdes DANMAP-seminaret d. 18. november på Statens Serum Institut. Læs mere og find programmet på DANMAPS's hjemmeside: DANMAP-seminar