Hvad er antibiotika?

De fleste antibiotika er udviklet på baggrund af naturligt forekommende stoffer, fx er penicillin oprindeligt udvundet af en svamp, der producerer penicillin for at beskytte sig selv mod bakterie-angreb. De forskellige antibiotika har hver deres angrebspunkt og virkemåde: Nogle hæmmer opbyggelsen af bakteriernes cellevæg, og andre forhindrer bakterierne i at danne de proteiner, der er nødvendige for deres vækst.

Da bakterier og menneskelige celler er opbygget forskelligt, kan antibiotika påvirke bakterier uden samtidig at påvirke de menneskelige celler. Der er derfor kun få, oftest lokale bivirkninger forbundet med brugen af antibiotika (fx mavesmerter på grund af irritation af maveslimhinden) samt allergi. Til gengæld er der risiko for resistensudvikling og påvirkning af den sunde bakterieflora.

Typer af antibiotika

Antibiotika er inddelt i ni overordnede grupper efter deres kemiske opbygning og virkning på bakterier. Den mest anvendte gruppe i Danmark er penicillinerne, der igen underopdeles i fire undergrupper. Andre antibiotika-grupper er makrolider, som især bruges til penicillinallergikere og ved luftvejsinfektioner eller underlivsbetændelse (fx azithromoycin og chlarithromycin) eller tetracyclin, der især bruges mod akne.

Hvilken type antibiotika, man får udskrevet af sin læge, afhænger blandt andet af bakterien, man er smittet med. Ofte ved lægen alene på typen af infektion, hvilken bakterie, der højst sandsynligt er tale om. Andre gange kan der være brug for at lave en såkaldt dyrkning eller anden mikrobiologisk undersøgelse, hvorefter antibiotikabehandlingen kan målrettes bakterien. Her vil man også kunne tage højde for evt. påvist resistens i bakterien.
 

Hvad betyder smalspektret og bredspektret?

Antibiotika kan inddeles efter, hvilke bakteriearter de er virksomme mod. Hvis de er målrettet mod én bestemt eller tæt beslægtede bakterier, kaldes de for smalspektrede. Angriber de mange forskellige bakteriearter, kaldes de for bredspektrede. Fra smal- til bredspektret er der dog en flydende overgang, og man kan derfor opleve at nogle antibiotika i den ene kliniske situation betegnes som smalspektrede og i en anden som bredspektrede. Grundlæggende gælder det at de smalspektrede antibiotika især bruges i almen praksis (dvs. hos praktiserende læger), hvor der ofte er tale om en lokal eller mindre alvorlig infektion, fx en luftvejs- eller en blærebetændelse. De bredspektrede antibiotika bruges især på sygehusene til behandling af akutte og livstruende infektioner. Her er hurtig behandling ofte altafgørende, og den bredspektrede behandling vælges, fordi det på indlæggelsestidspunktet ikke vides, hvilken bakterie patienten er blevet syg af. Når der foreligger undersøgelsesresultater, som fx en mikrobiologisk dyrkning, kan lægen tilpasse behandlingen og vælge et mere smalspektret præparat.

Fordi de smalspektrede antibiotika kun rammer få, udvalgte bakteriearter er der mindre risiko for resistensudvikling ved brug af disse. Det er derfor vigtigt, at behandlingen justeres og målrettes, ligeså snart man ved, hvilken bakterie der forårsager sygdommen.  

Fakta om antibiotikaforbrug og multiresistente bakterier i Danmark

• Forbruget af antibiotika steg kraftigt både hos de praktiserende læger og på hospitalerne i perioden 1997 til 2011. Siden da er forbruget stabiliseret, og i praksis-sektoren er det faldet de seneste 10 år.
• Forbruget af antibiotika hos de praktiserende læger, speciallæger og tandlæger udgør 90% af det totale forbrug af antibiotika til mennesker i Danmark.
• Mange steder i verden er forbruget af de bredspektrede antibiotika steget betydeligt, og selv i Danmark har der været en stigende tendens i forbruget af disse. Bredspektret betyder, at medicinen virker mod flere bakteriearter. Det betyder desværre også, at flere bakterietyper udvikler resistens.
• Forekomsten af multiresistente bakterier er stigende. Multiresistente bakterier er bakterier, der er resistente overfor flere typer antibiotika, og derfor kan være sværere at finde effektiv behandling mod.
• I Danmark har man valgt at øge fokus på at bruge især penicillinerne og reducere brugen af de mere bredspektrede antibiotika. I 2020 var andelen af penicilliner brugt i praksis-sektoren 63%, mens de udgjorde 55% på hospitalerne.