Resistent Mycobacterium tuberculosis (tuberkulose) 

Tuberkulose (TB) er en infektionssygdom, som altovervejende forårsages af bakterien Mycobacterium tuberculosis. Hvert år bliver ca. ti millioner mennesker syge af TB, og M. tuberculosis er dermed den mikroorganisme i verden, der forårsager flest dødsfald. Resistent TB et tiltagende problem i store dele af verden, som besværliggør og fordyrer behandling og kontrol, og dermed svækker håbet om en verden fri for TB i nær fremtid.

Afdeling for Tuberkulose og Mykobakterier på SSI er nationalt- og internationalt reference- og speciallaboratorium for TB og mykobakterier. Afdelingen servicerer Danmark, Grønland og Færøerne samt andre lande ”ad hoc”. Arbejdet udføres i et særligt fareklasse 3 sikkerhedslaboratorium, hvor der håndteres ca. 35.000 prøver årligt vha. mikrobiologiske, molekylærbiologiske, immunologiske og farmakologiske metoder. Der foretages ca. 14.000 DNA-baserede resistensundersøgelser årligt, som suppleres med ca. 300 dyrkningsbaserede undersøgelser.

Hvad er resistent tuberkulose?

Der anvendes altid kombinationsbehandling, dvs. flere anti-tuberkuløse lægemidler samtidigt, når man behandler TB. Dette skyldes bl.a., at man ved anvendelse af kun et stof hurtigt ser resistensudvikling og heraf følgende behandlingssvigt. Når det gælder TB bruges følgende definitioner om resistens (engelske termer):

Resistenstyper i TB  
Monoresistens Resistens overfor kun et anti-TB stof
Polyresistens Resistens overfor > et anti-TB stof (bortset fra både isoniazid og rifampicin)
Multi-drug resistent (MDR) TB Resistens overfor både isoniazid & rifampicin (med eller uden anden resistens)
Rifampicin resistent (RR) TB Rifampicin-resistent TB - ofte proxy for MDR-TB, hvis der kun er undersøgt for rifampicin-resistens
Extensively-drug resistent (XDR) TB MDR-TB + resistens overfor fluorquinolon(er) & et eller flere af følgende tre 2nd-line injicerbare aminoglykosider: amikacin, capreomycin og/eller kanamycin

Udbredelse af resistent tuberkulose i verden

I det meste af verden er den globale incidens af TB faldet, men forekomsten af resistente TB stammer er en stor udfordring for TB kontrol, især i Østeuropa, Sydøst Asien og det sydlige Afrika. De meget resistente former for tuberkulose, MDR- og XDR-TB (se ovenfor), er nu rapporteret i mere end 100 forskellige lande i verden. Der er ca. 500.000 MDR-TB tilfælde og heraf ca. 10% XDR-TB tilfælde. Ifølge CDC koster det under 100.000 kr. at behandle en ikke-resistent TB patient, hvorimod det koster ca. 1 mio. for en MDR-TB patient og 4 mio. for en XDR-TB patient. Herudover er der tale om en meget langvarig og bivirkningstung behandling, hvorfor den globale udfordring er enorm, og desværre findes en stor del af resistens byrden i dele af verden, hvor man har begrænsede ressourcer.

Udbredelse af resistent tuberkulose I Danmark

I Danmark har der i mange år været ca. to tilfælde af MDR-TB om året med let stigende tendens de seneste år. Senest, med udgangen af november 2018, har Statens Serum Institut registreret det femte MDR-TB i 2018. Fire af de fem tilfælde tilhører den samme danske smittekæde. Det vil sige, at der er tale om en gruppe af patienter, som har smittet hinanden. Smittekæden startede med yderligere et MDR-TB tilfælde i 2010 - en dansk-født person, som havde rejst i Sydøst Asien. Der er således i alt 5 sammenhængende MDR-TB i smittekæden, som er det første eksempel på mere end blot sporadisk MDR-TB spredning i Danmark.
Selvom de absolutte tal for MDR-TB i Danmark er små, bør man være opmærksom på den mulige stigning og på forekomsten af smittespredning i Danmark.

”MDR-TB er potentielt forbundet med mange komplikationer og bivirkninger. Det er derfor vigtigt, at multi-resistent TB diagnosticeres så hurtigt som muligt, så man kan give den enkelte patient den rigtige behandling. Herved reducerer man forekomsten af komplikationer for den enkelte patient. Desuden mindsker man spredningen af multi-resistente tuberkulose stammer i samfundet”
Overlæge Troels Lillebæk, Afdelingschef for Afdeling for Mykobakterier og Tuberkulose på SSI.
  

Hvordan forhindrer / begrænser man resistent tuberkulose?

Hver gang, at man opdager et nyt tilfælde af resistent TB, er det vigtigt, at man leder efter kilden og andre smittede og syge. Herved begrænser man spredningen af resistente stammer mest muligt. Smittede personer kan tilbydes forebyggende behandling, som forhindrer sygdommen i at bryde ud. Syge personer kan tilbydes helbredende behandling.

Kan resistent tuberkulose helbredes?

I Danmark er vi i stand til at helbrede de fleste resistente TB patienter - selv MDR-TB og XDR-TB, men i resten af verden kan man kun helbrede omkring halvdelen af de ca. 500.000 MDR-TB patienter, og det går endnu værre for XDR-TB patienterne. Derfor er der brug for nye, mere effektive og hurtigere virkende medikamenter og behandlingsprincipper. Især er der behov for at afkorte den nuværende meget lange behandlingstid på cirka 9-18 måneder.

Hvordan finder man resistent tuberkulose?

I Danmark påvises resistent TB hurtigt, når først mistanken opstår. Siden 2017 har man i Afdeling for Tuberkulose og Mykobakterier på SSI undersøgt alle prøver fra mistænkte patienter fra hele landet vha. hurtige DNA baserede metoder. Denne fremgangsmåde sikrer, at alle TB patienter får foretaget en hurtig resistensbestemmelse indenfor få dage, en såkaldt "genotypisk resistensbestemmelse". Dette reducerer potentielt forekomsten af komplikationer for den enkelte patient og spredning af resistent TB i samfundet.

Forskning i resistent tuberkulose

Afdeling for Tuberkulose og Mykobakterier på SSI forsker i resistent tuberkulose, læs nærmere på forskningssiden.

National og internationale referencefunktioner

Afdeling for Tuberkulose og Mykobakterier er nationalt referencelaboratorium for tuberkulose og mykobakterier (TB-NRL) og internationalt referencelaboratorium for tuberkulose for WHO, såkaldt ”WHO TB Supranational Reference Laboratory”. Herudover indgår laboratoriet aktivt i ECDC´s europæiske referencelaboratorienetværk (ERLTBnet), og laboratoriet er også repræsenteret med et medlem i ECDC´s styregruppe “TB Disease Programme Coordination Committee” og med en vicepræsident post i “The European Society of Mycobacteriology´s” (ESMs) styreguppe.

Du kan læse nærmere om referencefunktioner på SSIs side om referencelaboratorier

Tuberkuloselaboratoriet

Op til 75 år gamle frysetørrede mykobakterier i stor stammesamling. Kombineret med hundredvis af nye prøver hvert år samt omfattende registre over gamle og nye sygdomstilfælde. Det er grundlaget for den forskning, diagnostik og overvågning af tuberkulose og mykobakterier, der foregår i Afdeling for Tuberkulose og Mykobakterier på Statens Serum Institut.

Troels Lillebæk

Kontakt

Troels Lillebæk, professor, dr.med., Afdelingschef, Tuberkulose og Mykobakterier
T. 32683704 @. tll@ssi.dk Se profil