Sådan smitter husdyr-MRSA
Hvis du arbejder i en grisebesætning med husdyr-MRSA, er risikoen for smitte høj.
Husdyr-MRSA kan overføres ved direkte kontakt med smittede dyr, men bakterien kan også sprede sig via støv, inventar, hænder, tøj eller forurenet udstyr.
Risikoen for at blive smittet afhænger af, hvor tæt på og hvor ofte du er i kontakt med smittede dyr, staldmiljøer eller personer, der arbejder med husdyr.
Særligt for husstandsmedlemmer
Personer, der bor sammen med nogen, der arbejder med grise, kan blive bærere af husdyr-MRSA. Danske undersøgelser viser, at 10–15 % af husstandsmedlemmer til personer i grisebesætninger er smittet. Hvis ansatte eller besætningen har MRSA, anbefaler vi, at alle i husstanden bliver testet.
Kæledyr
Hunde og katte bliver normalt ikke bærere af MRSA, men de kan blive forurenet og sprede bakterien til mennesker, hvis de færdes på gyllesprøjtede marker eller har adgang til døde grise.
Smitte via kød
Nogle typer svinekød og udenlandsk fjerkræ kan indeholde husdyr-MRSA, men smitte via kød sker sjældent. Tilberedt kød udgør ingen risiko. Du kan kun blive smittet, hvis du håndterer råt kød, og bakterien kommer i et åbent sår eller i næsen.