Hygiejneanbefalinger

Hvis du arbejder i en grisebesætning med husdyr-MRSA, har du høj risiko for at blive smittet med bakterien. Det er derfor vigtigt, at du følger en række forholdsregler for at beskytte dig selv og begrænse smitte.

For helt at undgå smitte skal du anvende en lukket heldragt, handsker og en FFP3-maske med filtreret luft. Det er ofte urealistisk, hvis du arbejder med grise. Derfor er det vigtigt at forhindre, at MRSA bliver spredt uden for stalden.

God håndhygiejne forebygger smitte

Sørg altid for at vaske hænderne grundigt med lunkent vand og hudvenlig sæbe, og tør dem med et papirhåndklæde, når du arbejder i stalden.

Vi anbefaler, at du:

  • fugter hænder og håndled, påfører sæbe, og gnider den grundigt ind på alle overflader, inklusive håndflader, mellem fingre, fingerspidser, tommelfingre, håndrygge og håndled i mindst 15 sekunder
  • skyller sæben af, dupper hænderne helt tørre med papirhåndklæde, og lukker håndbetjente vandhaner med papiret
  • bruger hånddesinfektionsmiddel (fx 70–85 % ethanol), hvis hænderne ikke er synligt beskidte, og gnider det på alle overflader i mindst 30 sekunder, indtil hænderne er tørre
  • vasker og desinficerer altid hænder både før pauser og måltider.

Vask altid dit arbejdstøj

Når arbejdsdagen slutter, bør du tage et bad før du skifter fra arbejdstøj til privattøj. Vask arbejdstøjet i staldområdet ved mindst 60 °C. Hvis det ikke er muligt, skal du lægge tøjet i en lukket plastpose, før du tager det med hjem.

Hvis du vasker arbejdstøjet privat, skal du passe på, at støv ikke spredes, og at tøjet ikke kommer i kontakt med rent tøj. Tør vaskemaskinens låge af med en sæbeklud, vask kluden sammen med arbejdstøjet, og vask derefter hænder grundigt med sæbe efterfulgt af hånddesinfektion. Sørg altid for at vaske arbejdstøjet separat fra husstandens øvrige tøj.

Undgå forurening af elektronik

Mobiltelefoner, PC’er og andet udstyr, der har været i stalden, kan være forurenet med MRSA. Tag derfor ikke privat elektronik med ind i stalden.

Hvis du alligevel skal have elektronik med, skal du opbevare det i en lukket plastpose eller aftørre det med en desinfektionsserviet (fx 70–85 % ethanol), inden du tager det med hjem.

Undervisning og arbejde med griseorganer

Hvis du underviser eller arbejder med griseorganer, skal du altid beskytte dig med plastforklæde og handsker. Kassér forklæde og handsker efter brug, vask og eventuelt desinficér hænder, aftør bordplader, og rengør instrumenter. Brug maske, hvis der er risiko for stænk mod ansigtet.

Hent plancher om husdyr-MRSA

Her kan du downloade plancher om smitte og forebyggelse af husdyr-MRSA.