Vancomycin-resistente enterokokker (VRE) og vancomycin-variable enterokokker (VVE)

I de seneste år er der set en stigning i antallet af infektioner med vancomycin-resistente enterokokker (VRE). Typningsbestemmelser viser, at spredning af VRE foregår både inden for de enkelte hospitaler og hospitalerne imellem. Det vækker bekymring, at antallet af VRE stiger, idet infektioner med disse bakterier er meget vanskelige at behandle. Dertil kommer, at der også er fundet vancomycin variable enterokokker (VVE), der kun kan påvises ved molekylærbiologiske metoder, hvilket gør disse bakterier vanskeligere og mere arbejdskrævende at opspore.

Enterokokker (Enterococcus faecalis og Enterococcus faecium) er en naturlig del af tarmfloraen, men kan give urinvejsinfektioner og alvorlige infektioner som hjerteklapbetændelse og andre former for infektion i blodet, især blandt ældre patienter med disponerende faktorer.


Enterokokker er medfødt resistente over for en lang række antibiotika. Vancomycin er første valg i behandling af alvorlige infektioner med antibiotikaresistente enterokokker, men både i Danmark og internationalt er der observeret en stigende forekomst af vancomycin-resistente enterokokker (VRE) (DANMAP-rapporterne)


Siden 2005 har alle landets klinisk mikrobiologiske afdelinger på frivillig basis kunnet sende deres VRE-isolater til Statens Serum Institut (SSI) til den nationale overvågning. Fra 2015 er alle kliniske VRE blevet helgenom-sekventeret. Typningsbestemmelser af de kliniske VRE-isolater viser, at det er flere forskellige stammer der spredes. Der er imidlertid også set spredning af de samme klontyper inden for de enkelte hospitaler samt imellem hospitalerne.
Årsagen til den øgede forekomst af VRE generelt er ikke kendt.

Langvarig og intensiveret fokus, hvis VRE skal under kontrol i Danmark

Den beskrevne spredning af VRE er bekymrende, idet der er få behandlingsmuligheder for alvorlige VRE-infektioner. Erfaringerne fra både Danmark og udlandet viser, at det kræver langvarig og intensiveret fokus, herunder screening og isolation af VRE-patienter, for at få VRE under kontrol. Dette hænger formentlig sammen med, at miljøsmitte er en væsentlig smittefaktor, samt at VRE kan bæres asymptomatisk i tarmen. Der findes ingen behandling for bærertilstand. Det er vigtigt, at der lokalt er opmærksomhed på VRE-infektioner, så videre smitte så vidt muligt undgås.

Infektionshygiejniske retningslinjer for VRE

Omkring de infektionshygiejne for VRE henvises der til: Supplerende forholdsregler ved infektioner og bærertilstand i sundhedssektoren (PDF)