Fakta om antibiotika

I 1928 opdagede den skotske bakteriolog Alexander Fleming ved et tilfælde verdens første antibiotikum, da væksten af stafylokokker i et af hans eksperimenter blev hæmmet pga. forurening med en skimmelsvamp. Men det var først fra 1938-1941, at det lykkedes for forskere at fremstille et koncentreret antibiotikapræparat, der kunne helbrede mennesker og dyr for sygdomme forårsaget af bakterier – fx lunge-, blære- og halsbetændelse.

Fra 1960'erne og op til slut 1980'erne blev der udviklet en del nye antibiotika. Men siden 1990'erne er der udviklet færre antibiotika, dels fordi det er svært at opdage nye stofgrupper med en sikker bakteriedræbende effekt, dels fordi udvikling af antibiotika er dyrt og langsommeligt og meget ressourcekrævende.

Antibiotika kan være både symptomlindrende, sygdomsbegrænsende og livreddende, og bør bruges med omtanke. De anvendes målrettet i behandlingen af bakterieinfektioner, men har også en vigtig rolle på sygehusene som profylakse ved operationer og som element i kræftbehandlinger.

De fleste antibiotika er udviklet på baggrund af naturligt forekommende stoffer, ofte produceret af svampe som det ovenfor beskrevne penicillium, som Alexander Fleming opdagede ved et tilfælde. De kan også være stoffer produceret af andre bakterier. De forskellige antibiotika har hver deres angrebspunkt og virkemåde: Nogle hæmmer opbyggelsen af bakteriernes cellevæg, og andre forhindrer bakterierne i at danne de proteiner, der er nødvendige for deres vækst.

Da bakterier og menneskelige celler er opbygget forskelligt, kan antibiotika påvirke bakterier uden samtidig at påvirke de menneskelige celler. Der er derfor kun få, oftest lokale bivirkninger forbundet med brugen af antibiotika (fx mavesmerter på grund af irritation af maveslimhinden) samt allergi. Til gengæld er der risiko for resistensudvikling og påvirkning af den sunde bakterieflora.

Antibiotika som lægemidler består ikke kun af det aktive, virksomme stof, men også af såkaldte hjælpestoffer. Det kan være farve- og smagsstoffer, konserveringsmidler og bindemidler. Udviklingen af nye antibiotika tager lang tid, fordi man udover at finde det virksomme indholdsstof også skal finde de rette hjælpestoffer, der både tåles godt og er med til at sikre et holdbart produkt. Derudover skal lægemidlerne testes på dyr og mennesker før deres godkendelse, en proces der er krævende i både tid, dokumentation og økonomiske ressourcer.

På Statens Serums Institut er der en gruppe, som arbejder med udvikling og test af antibiotika i de tidlige stadier, altså før klinisk afprøvning. Det kan du læse mere om på ssi.dk under Kontraktforskning.