H. influenzae

Haemophilus influenzae (H. influenzae) hører til den normale bakterieflora i de øvre luftveje, men kan især hos meget små børn forårsage alvorlig infektion i strubelåget. Hos både børn og ældre kan denne bakterie forårsage lungebetændelse og invasive infektioner, dvs. blodforgiftning, meningitis, ledbetændelse m.v.

H. influenzae findes i seks kapselbærende serotyper, benævnt a til f, samt i varianter, der ikke har kapsel (non-kapsulære) og derfor ikke kan typebestemmes. Type b (Hib) er forbundet med mest alvorlig sygdom.

Invasive infektioner med bakterien H. type b (Hib) er under lovpligtig overvågning i Danmark, idet vaccination mod Hib er en del af  børnevaccinationsprogrammet. Det indebærer, at de klinisk mikrobiologiske afdelinger skal indsende alle bakteriestammer som kunne være Hib. Det er desuden muligt frivilligt at indsende alle af H. influenzae der har forårsaget invasiv infektion.

Overvågning af de invasive infektioner viser, at der i 2024 forekom 137 tilfælde af alvorlig infektion med H. influenzae i Danmark. Der var 117 tilfælde af blodforgiftning, 10 tilfælde af meningitis, fire tilfælde af både blodforgiftning og meningitis, og tre tilfælde af andre symptombilleder.
Der blev sendt bakterie-isolat til SSI i 114 af disse tilfælde. Heraf var 86% non-kapsulære. Den hyppigste serotype var type f (7,9%). Efter indførelsen af Hib-vaccinen i børnevaccinationsprogrammet er type b blevet sjælden og fandtes i 2024 i kun 2,6% af tilfældene. Den påvistes ikke hos børn.

Antibiotikaresistens i invasive Haemophilus influenzae

Siden 2022 er resistensforekomsten opgjort i DANMAP rapporterne, på baggrund af genetisk bestemt resistens opnået ved helgenomsekventering (WGS) samt fænotypisk resistens vurderet ud fra laboratoriedata i Den Danske Mikrobiologidatabase, MiBa.

For H. influenzae er det især relevant at vurdere følsomheden for betalaktam-antibiotika, dvs. antibiotika som er beslægtede med penicillin. Resistens over for sådanne antibiotika kan opstå ved at bakterien danner enzymet beta-laktamase, der nedbryder de pågældende antibiotika. Resistens kan også skyldes mutationer i proteinet PBP3 (bakteriens penicillin-bindende-protein).

Følsomhed og resistens kan opdeles i fire forskellige grupper:

  • BLNAS=beta-laktamase-negative ampicillin-følsomme
  • BLPAR=beta-laktamase positive ampicillin-resistent
  • BLNAR=beta-laktamase negative ampicillin-resisten
  • BLPACR=beta-laktamase-positive amoxicillin-clavulanicsyre-resistet

I 2024 forelå resultater fra både WGS og fænotypisk følsomhedsbestemmelse for 89 af sygdomstilfældene. Der var overensstemmelse mellem disse fund i 98% af tilfældene. Der blev påvist beta-laktamresistens i 29% af tilfældene.

I 2024 blev der påvist betalaktam-resistens i 29% af de 89 undersøgte invasive isolater.

Vaccination mod Haemophilus influenzae serotype b (Hib)

Før vaccinationen mod Hib blev indført, sås der årligt omkring 60-80 tilfælde af Hib-meningitis blandt børn under 5 år. Dette tal er siden indførelsen af vaccinen faldet til 0-2 tilfælde årligt. Vaccination mod Hib blev indført i 1993. Først som en selvstændig vaccine, men siden 2002 som en del af kombinationsvaccinen mod difteri, stivkrampe, kighoste og polio, (Di-Te-Ki-Pol-Hib). Den gives ved 3-, 5- og 12-måneders alderen.

Vaccinen beskytter ikke mod de andre typer af H. influenzae, men kun 2-6 % ses blandt børn under 5 år, mens de fleste tilfælde af invasive infektioner med H. influenzae ses blandt ældre i alderen 60 år og opefter.

Læs mere: