VRE

Enterokokker er medfødt resistente over for en lang række antibiotika, men vancomycin har haft god effekt i behandlingen af de alvorlige enterokok-infektioner. Nogle enterokokker har imidlertid opnået resistens overfor vancomyciner, og forekomsten af vancomycin-resistente enterokokker (VRE) er stigende.

Selvom enterokokker (Enterococcus faecalis og Enterococcus faecium) er en naturlig del af tarmfloraen, kan de give infektioner som fx urinvejsinfektion, men også mere alvorlige infektioner som hjerteklapbetændelse og infektion i blodet, infektioner som især forekommer blandt ældre patienter med disponerende faktorer.

Siden 2005 har alle landets klinisk mikrobiologiske afdelinger på frivillig basis kunnet sende deres VRE-isolater til Statens Serum Institut (SSI) til den nationale overvågning. Fra 2015 er alle kliniske VRE-isolater blevet helgenom-sekventeret. Typningsbestemmelser af de kliniske VRE-isolater viser, at det er flere forskellige stammer, der spredes. Der er imidlertid også set spredning af de samme klontyper inden for de enkelte hospitaler samt imellem hospitalerne.

I Danmark ser vi en stigning i forekomsten af vancomycin-resistente enterokokker (VRE). Læs mere i DANMAP-rapporterne.

Årsagen til den øgede forekomst af VRE generelt er ikke kendt, men det er bekymrende, at antallet af VRE stiger, idet der er få behandlingsmuligheder for alvorlige VRE-infektioner. Erfaringerne fra både Danmark og udlandet viser, at det kræver langvarig og intensiveret fokus, herunder screening og isolation af VRE-patienter for at få VRE under kontrol. Dette hænger formentlig sammen med, at miljøsmitte er en væsentlig smittefaktor, samt at VRE kan bæres asymptomatisk i tarmen. Der findes ingen behandling for bærertilstand.

Det er vigtigt, at der lokalt er opmærksomhed på VRE-infektioner, så videre smitte så vidt muligt undgås.

Infektionshygiejniske retningslinjer

Du kan læse om de infektionshygiejniske retningslinjer for VRE i vores udgivelse: Supplerende forholdsregler ved infektioner og bærertilstand i sundhedssektoren (PDF)

Linezolid-resistente enterokokker (LRE)

Linezolid er et af de få antibiotika, der kan bruges til behandling af alvorlige infektioner med vancomycin-resistente enterokokker (VRE). Linezolid er klassificeret som et kritisk vigtigt antibiotikum af WHO. Desværre kan enterokokker også udvikle resistens overfor linezolid ved længere brug. Mutationer ses da i de kromosomale 23S rRNA gener. Resistens findes også i form af overførbare resistensgener. Der er fire kendte linezolid-resistensgener; cfr, cfr(B), optrA og poxtA. Både i Danmark og internationalt er der observeret linezolid-resistente enterokokker LRE.

På SSI er der en overvågning af linezolid-resistente enterokokker (LRE). Her kan alle landets klinisk mikrobiologiske afdelinger på frivillig basis sende deres LRE-isolater til den nationale overvågning. Isolaterne bliver helgenom sekventeret og der undersøges efterfølgende for de kendte mutationer og gener, der giver linezolid resistens samt sekvenstypebestemmelse.